Bøger om øer

Der findes rigtig mange bøger om de danske øer – her er et udpluk

Bøgerne er listet nogenlunde kronologisk efter udgivelsesdato, med de nyeste øverst.

Kender du til en god bog om de små øer, som ikke fremgår af listen her, så skriv gerne til os på sekretariatet@danske-smaaoer.dk

ANHOLT

Af Kim Fleischer Michaelsen

Fotobog

Med sans for helheder og detaljer, får Kim Fleischer Michaelsen fastholdt oplevelsen og betagelsen af smukke Anholt med sit kamera. Ikke bygninger – bortset fra fyret. Ingen af de 150 fastboende eller 60.000 årlige turister. Men havet, sandet, himlen, solens glitren, fuglene, sælerne, væksterne i Ørkenen, der udgør 80% af øen.

Alt det, der får de mange mennesker til at komme fra Danmark, Tyskland, Sverige, Norge og flere.

De 100 helsides fotos i farver og stort format får følgeskab af enkelte tekster på både dansk, tysk og engelsk.

Udgivet på Ted Publishing 2022

Om forfatteren:

Overlæge og professor, Kim Fleischer Michaelsen har gennem de seneste 20 år besøgt Anholt med en vedvarende fascination af roen og stilheden fjernt fra verdens rummel og iltre tempo.

Fotobog om Anholt af Kim Fleischer Michaelsen

THE STONES LOVES THE WORLD

Af Brian Hall

Roman på  engelsk

Den prisbelønnede amerikanske forfatter Brian Hall lader i en ny familieroman karakteren Thomas bo i vindmøllen på Hjortø.

Romanens handling, der foregår over ni årtier og gennem tre generationer, kulminerer med et besøg på øen, hvor den unge kvindelige hovedperson, Mette, rejser fra USA og opsøger sin farfar, som bor der, og træffer en vigtig beslutning om sit liv på en vinterlig gåtur langs øens kyst.

Hjortø (og særligt den gamle vindmølle på øen) optræder som en vigtig brik i handlingen.

Brian Hall fortæller selv om baggrunden for at lade en af sine centrale karakterer – en karismatisk tidligere kult-leder – være bosat på Hjortø på sin hjemmeside: https://brianhallwriter.com/2021/07/30/thomass-mill/

Måske Hjortø vil opleve en ny bølge af amerikanske litterære turister i de kommende år? I hvert fald ret skønt og uvant at se en lille dansk ø castet som gådefuld og eksotisk location i verdenslitteraturen. (anmeldt af Pil

Udgivet på Viking, juni 2021

Om forfatteren:

Brian Hall er opvokset i Massachusetts og udgav sin første bog i starten af 1980’erne. Hall har udgivet syv bøger heraf fem romaner. Hall er foruden at være forfatter også journalist og lærer ved Colgate Universitetet. Hall har venner i Danmark og fik derigennem, på besøg i Danmark, øje på Hjortøs Mølle, da han sejlede forbi på en færge. Hjortø nævnes ikke i romanen, men beskrives i detaljer. Hall bor i Itaca, New York.

Ø-FOLK

af Luca Berti

Fotobog om de sydfynske øer:

Den italienske fotograf, Luca Berti har med sit store Lindhof-kamera besøgt Hjortø, Drejø, Skarø, Langeland, Strynø, Thurø, Tåsinge, Ærø, Birkholm, Avernakø, Lyø og Bjørnø flere gange i perioden 2011-2020. At opstille og fotografere med dette kamera genskaber noget af den samme højtidelighed og koncentration, som når fotografer for 100-150 år siden skulle forevige øjeblikket. Resultatet, det skarpe sort/hvide fotografi, der fremkaldes fysisk i mørkekammeret, får en anden betydning end de mange billeder, der i dag knipses med mobilen. Billederne er æstetiske kunstværker og kulturhistoriske dokumentationer af menneske og landskab i det 21. århundrede.

De mange fotos af øboere og landskaber fra de sydfynske øer er nu samlet i bogen ”Ø-FOLK”. Siderne er krydret med historiske øfotos og kulturhistoriske afsnit af Esben Hedegaard, museumschef, Svendborg Museum.

Bogen koster 249 kr. og kan købes på Svendborg Museum og hos udvalgte forhandlere i Svendborg og på øerne.

Udgivet på Narayana Press, april 2021

Om forfatteren:

Luca Berti er født i Firenze i 1978.

I mange år arbejdede han som fotograf for de kendte, internationale modemagasiner. I 2008 skiftede han spor og flyttede til København. Siden da har han samarbejdet med række nationale og regionale museer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland og Italien om kulturhistoriske projekter.

Sejerø – tejstens Ø

En bog om Sejerø af Sten Asbirk, Birgit Kahré og Jens Raahauge.

Man kan ikke undgå at blive fanget ind i Sejerøs spændende ø-univers, allerede når man har læst de første sider i den nyligt udkomne bog om Sejerøs historie, kultur og natur.

Gennem bogen føres man først gennem øens historie og kulturliv, der er skrevet ud fra samtaler med sejerøboerne. I anden del beskrives Sejerøs unikke natur, som gennem tiderne har tiltrukket forskellige kunstnere. I sidste del af bogen kommer forfatterne med forslag til vandreture, således at man som besøgende kan opleve både øens seværdigheder og udforske flora og fauna og måske få et glimt af teisten – Sejerøs nationalfugl.

Bogen er rigt og smukt illustreret med fotos, tegninger og billeder, som gør den let at nyde og læse.

Vi øboere ynder jo at fortælle om de fortrinligheder, som vores egen ø besidder, men her med denne bog må man bøje sig i støvet med beundring og respekt for den fine og spændende fortælling om Sejerø, som har så mange gode historier knyttet til sit navn. Man kunne godt unde alle øboere en så smukt illustreret bog om deres egen øs historie og natur.

Udgivet på Turbine, marts 2021

Om forfatterne:

De tre forfattere bag Sejerø – tejstens ø har arbejdet på bogen i flere år. Birgit Kahré bor selv på øen, og hun har været med til at finde kilder og beskrive de konkrete turforslag, der findes i bogen. Naturfaglig ekspert Sten Asbirk og forfatter med interesse i det lokale og historiske Jens Raahauge  bor begge på Sjælland, men besøger ofte øen. Med bogen formår de tre forfattere både at invitere læserne på besøg på øen gennem læsningen, men også at skabe en nysgerrighed efter at opleve øen med egne øjne.

Danmarks Småøer

DANMARKS SMÅØER er en praktisk guide for hele familien med spændende ture til en lang række af de skønneste danske småøer.

Det er populært at besøge de danske småøer. Her finder man ro og fred og kan opleve øernes særlige stemning og charme. Bogen fortæller om de forskellige øsamfund og om de store oplevelser, der venter på øerne – lige fra smukke landskaber, natur og dyreliv til spændende kulturhistorie og lokale skikke og traditioner.

  • 60 af de dejligste danske småøer over hele landet
  • Alle øerne er tilgængelige med færge, bro, dæmning eller ebbevej
  • Gode kort over alle øerne med seværdighederne plottet ind
  • Alt om spise- og overnatningsmuligheder samt transport på øerne
  • Velegnet til ”øhop”, hvor man besøger flere øer i løbet af nogle dage. Bogen er ideel for alle, der holder af ferie i Danmark

Udgivet af Legind A/S, 2021

Om forfatteren:

Bogen er skrevet af Jørgen Hansen, der har arbejdet med dansk turisme i mange år. Han er manden bag Margueritruten og forfatter til en lang række bøger om oplevelser i Danmark.

De sidste øboere

Christina Vorre har besøgt 10 danske øer, hvor befolkningstallet igennem det sidste århundrede har været faldende: Birkholm, Baagø, Christiansø/Frederiksø, Hirsholmene, Hjortø, Livø, Mandø, Skarø, Vejrø og Saltholm.

Nogle af øerne er næsten affolket, mens andre stadig kæmper for deres overlevelse. Forfatteren beskriver nogle af de sidste øboeres tilværelse, men har også den historiske baggrund med: Hvordan var her at bo engang? Og hvorfor er det gået, som det er gået?

Læseren kan fx stifte bekendtskab med Jørgen, eneboeren på Hirsholmene, og høre historien om 96-årige Mie, der efter 67 år på Mandø stadig er tilflytter. Vi dykker også ned i de ulykkelige historier fra mandehjemmet på Livø, og møder den allersidste fåreavler på Saltholm bare 12 kilometer fra Rådhuspladsen.

Udgivet af Lindhardt og Ringhof,  24. juni 2019

Om forfatteren:

Forfatter Christina Vorre har de seneste år besøgt en lang række danske øer, som enten har været beboet, men nu er forladt – eller er meget sparsomt beboet.

Christina Vorre har også i både 2020 og 2021 på DRTV lavet programmerne “Små øer – store historier” i selskab med Nationalmuseets direktør Rane Willerslev.

Øhavsfærger

Sejlads og færgefolk i det sydfynske – fra vind og damp til diesel og el

Færgefart og Det Sydfynske Øhav er uløseligt forbundet. Sømil for sømil. I ”Øhavsfærger” rapporteres fra
sejladser med alle 11 færgeruter i og omkring Øhavet. Oplev bl.a. overfarternes arbejdende besætninger på
dæk, kommandobroer og i maskinen. Kik også ned i damper-tidens simple mekanik og kom tæt på de nyeste
færgers topdigitaliserede hav af instrumenter.

Bogen fortæller også om genbrug af øhavsfærger på havbunden, hos skrothandleren eller til nye formål.
”Øhavsfærger” opridser historien om farvandets fire betydeligste færgerederier fra storhed til slutning, og
150 års færgehistorie listes op år for år.

”Øhavsfærger” lægger fra land med 800 billeder, kort og tegninger fra fortid og nutid. Velkommen om bord!

Udgiver: Fyns Amts Avis / Jysk-Fynske Medier, Svendborg november 2015

Bogen er skrevet Fyns Amts Avis’ redaktør af de maritime rubrikker Søsiden og Koøjet, Søren Stidsholt Nielsen.