Afskedsreception for Dorthe Winther

Lørdag den 27. august samledes øboere fra hele Danmark, samarbejdspartnere, familie og venner i Odense til afskedsreception for Dorthe Winther.

Tidligere på året takkede Dorthe af som formand for Sammenslutningen af Danske Småøer og nu var det tid til at fejre hendes utrættelige kamp for småøernes ve og vel igennem mere end 20 år.

Det blev til flere taler, bl.a. af den nyvalgte formand for Sammenslutningen af Danske Småøer Kirsten Sydendal, medlem af folketingets udvalg for småøer Henning Hyllested (EL) og formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Flere havde også skrevet en sang til lejligheden. Salmedigteren og forhenværende præst på Venø, Jørgen Anker Jørgensen, bidrog blandt andet med en hyldestsang til samtlige 27 småøer på melodien til ”Jeg ser de bøgelyse øer”.

Der var hilsner og gaver fra Indenrigs- og Boligminister Christian Rabjerg Madsen og Erhvervsminister Simon Kollerup og fra De Samvirkende Købmænd, som er organisation for mange af de lokale købmænd på småøerne.

Dorthe Winther blev valgt som næstformand i Sammenslutningen af Danske Småøer i 2001 og i 2011 blev hun valgt som formand. En post hun i alle årene har bestredet med stor indsigt, lydhørhed og arbejdsomhed.


De Danske Småøer

Tekst: Jørgen Anker Jørgensen, 2022
Melodi: Jeg ser de bøgelyse øer, Thorvald Aagaard, 1931

De syvogtyve danske øer, – små, men sammen ét.
De ligger der i farvandet samlet eller spredt.
Vi véd de ligger der, fordi betydningen er stor.
De er en del af landet, en del af vores jord!

Og derfor skal de nævnes, for de er et hjem for os,
der lever her med glæde, vi kræver ingen ros.
Vi er her mest, fordi vi bed, at på hver ø, der bor
en hel del glade ø-folk, og vi ved godt hvorfor!

På Aarø, Askø, Anholt, Avernakø, Agersø.
På Baagø, Bjørnø, Birkholm, Barsø og Nekselø.
På Drejø, Endelave, Egholm, Fejø, Femø, Fur,
(der lever vi med glæde og alle øer dur!)

Så: Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Omø (ved Skælskør)
og Sejerø og Orø man også nævne bør.
Til sidst da Skarø, Strynø, Tunø, og en ø med V.
Ja – Venø er den sidste, men alle skal du se!

Skrevet til Sammenslutningen af Danske Småøers møde i Odense den 27. august 2022

Dorthe Winther med børnebørnene Laurits og Anna.