Nye tal for landbruget på småøerne
Opdatering af undersøgelse fra 2022 af landbrugets betydning og fremtid på de danske småøer
I 2022 fremlagde Sammenslutningen af Danske Småøer undersøgelsen Landbrug på småøerne – nu og i fremtiden. Siden da har bestyrelsen i Ø-sammenslutningen fortsat haft fokus på landbruget på småøerne, og har bl.a. iværksat en opdatering af udvalgte data fra undersøgelsen i 2022.
På baggrund af dataopdateringen, der bl.a. viser en markant fremgang i fjerndrift, fastholder Ø-sammenslutningen den opfordring, som vi tidligere har fremført i høringssvar og henvendelser til bl.a. landbrugsministeren og Udvalget for Landdistrikter og Øer:
1) Ø-støtte til landmænd skal for de 27 småøers vedkommende afhænge af bopælspligt. Dvs. at ikke-fastboende landmænd/virksomheder ikke kan opnå ø-støtte.
2) Loftet på 100 ha, som der kan opnås ø-støtte til, skal ophæves for de fastboende landmænd på øerne.
3) Ø-støtte til landmænd skal kun gå til produktive arealer.
Dvs. at ikke-produktive arealer, herunder fx brak, ikke kan opnå ø-støtte.
Opdateringen er gennemført af Hermann Krag Hare og Mathilde Kragh Hare.
Læs analysen og konklusionen på de opdaterede tal her
Landbrugsdata for Småøerne 2024
Læs mere om landbrugsundersøgelsen fra 2022 og baggrunden for projektet her
Landbrugsundersøgelse for Småøerne 2022
Baggrunden for projektet
Mulighederne for at fremtidssikre attraktive helårssamfund på småøerne er afhængig af en fortsat tilstrømning af nye tilflyttere og lokale erhvervs- og jobmuligheder.
Det primære landbrugserhverv genererer ikke længere så mange arbejdspladser, men understøtter en række følgeerhverv og rummer muligheder for at bringe aktiverne (jord, landskab og bygninger) i spil på nye måder, der kan skabe jobs inden for f.eks. turismebranchen eller fødevareproduktion. Øernes tiltrækningskraft og udviklingspotentiale som bosætningssted og turistdestination er tæt forbundet med øernes natur, landskab, ø-kultur og -identitet.
Med landbrugserhvervet som ejere og forvaltere af størstedelen af småøernes jord og landskab, og en historisk central rolle som kulturbærere på småøerne, er det SaDS’ opfattelse, at landbruget stadig spiller en vigtig rolle på småøerne, og rummer muligheder for øget jobskabelse og bosætning på småøerne.
Med undersøgelsen vil vi undersøge, om der er hold i denne opfattelse. Vi vil tilvejebringe værdifuld data om landbrugserhvervet og dets betydning for småøernes bosætning og jobmuligheder, samt præsentere scenarier for fremtidens bæredygtige ø-landbrug.
Kontakt:
Sekretariatsleder Lise Thillemann Sørensen på ls@danske-smaaoer.dk