National Ø-politik

Danmark er et ø-rige. Øernes kultur og den særlige ø-levemåde er en bærende del af vores fælles kulturarv. Det samme er naturen og landskabet på og omkring vores øer.

De ikke-brofaste øer adskiller sig fra de øvrige landdistrikter, fordi de er omgivet af vand og dermed er afhængige af en færge – eller en tidevandsvej. Man kan derfor ikke uden videre kopiere tiltag fra fastlandet til øerne. Øerne har brug for særlige tiltag, som understøtter deres særlige vilkår.

Hvad kan en ø-politik, som vi ikke kan nu?

En ø-politik kan samle tiltag for øerne og offentlige midler målrettet øerne, så der er mål og retning for arbejdet.

En ø-politik kan rydde op i love og regler og vurdere, hvor der er behov for ændringer til gavn for øerne.

En ø-politik kan danne grundlag for en handleplan for øerne, som skal rette op på fortidens fejl og bane vejen for en bæredygtig fremtid for øerne.

En ø-politik kan være en samlet national vision for øerne, som fremtidig lovgivning og regler holdes op imod.

Derfor arbejder Sammenslutningen af Danske Småøer for, at Danmark skal have en national ø-politik.

Læs hele Sammenslutningen af Danske Småøers argumentation for en national ø-politik her:
Derfor skal vi have en national ø-politik

Jane Willumsgaard på Hjarnø

Ø-politik i andre lande

Irlands Ø-politik

Irlands Ø-politik blev vedtaget af det irske parlament i 2023. Med politikken følger en handleplan, som nu er iværksat af den irske regering. Arbejdet med at formulere politikken tog to år og indebar bl.a. at to embedsmænd besøgte alle de berørte øer.

Læs mere på det irske parlaments hjemmeside: Link til Our Living Islands

Finlands Ø-politik

Finlands ø-politik er mere end 50 år gammel og grundlaget for politikken blev lagt allerede i 1949. Læs mere på Finlands parlaments hjemmeside: Island Policy

Skotlands Ø-politik

I 2019 fik Skotland “The National Plan for Scotland’s Islands”. Planen består at 13 strategiske målsætninger som skal forbedre livskvaliteten i Skotlands øsamfund. Læs mere på Skotlands regerings hjemmeside: The National Plan for Scotland’s Islands

Estlands Ø-politik

Estland har en ø-politik fra 2003. Du kan læse mere via dette link: Permanently Inhabited Small Islands Act

Japans Ø-politik

Japan har siden 1953 haft en national ø-politik for sine mindre øer. Japan fremhæves af ø-forsker og professor Godfrey Baldacchino, som et forbillede for ø-politikker i verden.
Her er link til en videnskabelig artikel om den japanske ø-politik på engelsk.
Artiklen er en del af et sydkoreansk forskningsprojekt under Mokpo National University og ligger sammen med andre forskningsartikler om ø-kultur på deres website Journal of Marine and Island Cultures: The Development of small islands in Japan: An historical perspective.

Ø-politik på vej i Sverige

I marts 2025, blev der afholdt konference arrangeret af Region Stockholm og Skargårdanas Riksforbund, hvor temaet var national ø-politik. Program og referat fra konferencen findes kun på svensk, men kan ses her: Skargårdsriksdag 5. marts 2025 (pdf)

Kroatiens Ø-politik

Kroatien har også en ø-politik, som desværre kun er tilgængelig på kroatisk på nuværende tidspunkt. Du kan læse mere via dette link: Ø-politik Kroatien

AK og Jakob foran huset på Venø