Omøboere ved en fejl
Det var ikke meningen. Altså virkelig slet ikke. Det der med at købe en firlænget gård på en ø, vi aldrig havde hørt om, for så derefter at springe ud i at gøre det til familiens permanente base, det var vitterligt ikke planen.
Af Louise Høst
Så hvorfor flyttede vi – Rolf og Louise og børnene Silke på 11 og Wilfred på 7 – til Omø på en råkold decemberdag?

Vi havde været glade for vores hverdag på Vesterbro, men kunne ikke sige nej til en hverdag, hvor vores børn kunne nyde frihed og natur og gå i en skole med et fantastisk fællesskab på tværs af aldersgrupper og med masser af tid til det enkelte barn.
Skovgaarden tittede frem på en ejendomsmæglers hjemmeside og lignede en drøm.
På toppen af en bakke, med frit udsyn til havet, laaaaaangt fra en stor vej, skøn have, hyggelig gårdsplads og masser af plads i de fire længer og yderligere to tilhørende maskinbygninger og to drivhuse og et hønsehus. Og absolut rimelig pris. Eneste aber dabei var, at gården lå på en ø i det sydlige Storebælt, som vi aldrig havde hørt om, og som i øvrigt lå 50 minutters færgesejlads fra Stigsnæs på Sjælland.
Så det var selvfølgelig en håbløs idé!
men udstyret med højt humør, varm kakao og kortspil til færgeturen drog vi afsted en lørdag i april. Og vi slog til med det samme. Købte gården og havde fået os en dejlig sommerbolig – troede vi.
Vi deltog fra starten i alle de aktiviteter, der var på øen, og det gjorde det let at lære folk at kende.
Vi flyttede ikke fra København, men til Omø. Nærheden, fællesskabet, naturen og roen trak os til Omø. Selvom vi havde været glade for vores hverdag på Vesterbro. Derfor gik vi i tænkeboks for at finde en praktisk løsning på familielogistik og arbejdsliv. Løsningen blev, at mor pendler til København for at arbejde med jævnlige overnatninger i København. Far tager sig af hverdagen og istandsættelse af bondegård.