Mød en øbo: Nye købmænd på Tunø

Vi finder løsninger

Af Lene Halmø Terkelsen, journalist

De havde ingen erfaring med at drive butik, men den første hæsblæsende sommer er alligevel gået over al forventning for Tami og Thomas Vibberstoft Pinkalski, der har forpagtet Tunø Købmandsgård og Café. Parret har også planer for vinterhalvåret. ”Det skal være samlingssted, hvor man kan noget mere end bare at købe letmælk og bake-off”, lyder målet.

En lille uges tid efter en tur til Tunø fik Tami og Thomas Vibberstoft Pinkalski en nyhed, der gav deres tilværelse en drejning.

Øens kommende købmand var sprunget fra forpagtningen, så nu opstod der pludselig en mulighed for at bo og arbejde på en ø og samtidig udleve den drøm om at arbejde sammen, som de havde haft i mange år.

– Det var lidt af en tilfældighed, men vi forfulgte med det samme ideen og tog tilbage for at se på mulighederne, forklarer Tami.

Løb aldrig tør for mælk, æg og toiletpapir. Hav altid øl på køl og ansæt gode medarbejdere. Listen over indsigter er lang efter sommeren. “Vi har lært utroligt mange ting efter første sæson”, siger Thomas og Tami, der her ses sammen med deres datter, Ønske.

Hun er uddannet fra Kunstakademiet. Thomas har en HD i organisation og mange års erfaring fra erhvervslivet.

– Vi har længe gerne ville udvikle og drive noget sammen. Her på Tunø kunne vi se, at vi kunne få lov at sætte vores eget præg på tingene og skabe en forandring på en helt anden måde, end hvis vi fx havde startet en café inde i Aarhus, fortsætter hun.

Derfor sprang de til uden nærmere overvejelser.

– Vi skubbede de praktiske udfordringer lidt i baggrunden, fordi vi så gerne ville det, som Thomas siger, og Tami giver et eksempel:

– Tag fx pasning af vores datter. Vi var udmærket klar over, at hun ville blive det eneste lille barn på øen, men da vi overtog forpagtningen, havde vi ikke haft nogen dialog med kommunen om pasning. Vi har bare hele tiden stolet på, at vi finder løsninger hen ad vejen.

Tunø Købmandsgård og Café

  • Købmandsbutikken på Tunø ejes af Tunøfonden, hvis formål er at udvikle Tunø som bestående ø-samfund.
  • Derudover bakker andelsselskabet Tunø Købmandsandel forpagterne op og kan bl.a. stille sikkerhed over for leverandører til købmandsgården.
  • Lokale kræfter har købt andele for over 300.000 kroner, der gør det mere tilgængeligt for nye forpagtere.

Parrets datter, Ønske, bliver det eneste lille barn på Tunø.

Styr på systemerne

Familien flyttede til Tunø fra Mårslet ved Aarhus, og den 15. maj debuterede de så som ø-købmænd.

– Vi har lagt skinnerne, mens vi kørte på dem, og vi har lært rigtig meget af vores første sæson, siger Thomas.

Han havde fra sine tidligere job mange års erfaring med logistik, salg og kundeservice, og den har der i den grad været brug for som ø-købmand. Ud over dagligvarer tager købmanden sig nemlig også af Post Nord-pakker, salg af benzin, gas, diesel og apotekervarer samt udlevering af bøger fra det lokale bibliotek. For blot at nævne nogle af de ekstra funktioner, der skal koordineres med leverandører og færgen.

– Det har virkelig overrasket mig, hvor mange forskellige systemer og samarbejdspartnere, man skal have styr på, siger Thomas, der ikke tøver ved spørgsmålet om, hvad det kræver at være ø-købmand.

– En ordentlig spand knofedt. Man har en 130 timers arbejdsuge, og der opstår hele tiden uforudsete hændelser, og så gælder det bare om at være løsningsorienteret og handle hurtigt, siger han.

For pludseligt går strømmen, der er ikke mere plads i fryserummet, eller også virker en kundes dankort ikke. Samtidig skal der fyldes op, tjekkes datoer på varer, gøres rent og læres nye medarbejdere op.

– Det går drønstærkt, men alle folk har taget godt imod os, siger Thomas.

Surdej på menukortet

Tunø Købmandsgård og Café har med det nye forpagterpar undergået ”en makeover for få midler”, som de udtrykker det. Cafeens møbler og udsmykning er skiftet ud, så de i højere grad signalerer hygge end fastfood, og menukortets faste pizza og sandwich er blevet suppleret af bl.a. økologiske surdejsboller og hjemmelavet is.

En forvandling, som der også er blevet taget positivt imod, fortæller Tami.

– Selvom der selvfølgelig stadig er mange, der er vilde med bake-off, så oplever jeg, at folk gerne vil betale for kvalitet, siger hun.

For kunderne efterspørger bogstaveligt talt ALT mellem himmel og jord, har de to nye købmænd erfaret.

– Nogle kommer herover og forventer et udvalg som i et supermarked, og vi prøver så vidt muligt at imødekomme ønskerne, men vi kan ikke nå i mål med det hele. I år fik vi fx aldrig ugeblade, fortæller Thomas.

Over sommeren har mere end 20 unge mennesker arbejdet i butikken og caféen, og det har ikke været nogen nem opgave at rekruttere medarbejdere.

– Det er svært at få folk til Tunø, for man kan ikke pendle, og det vrimler ikke med lejeboliger, så medarbejderne skal bo i telt, og der kommer et tidspunkt, hvor det ikke er sjovt længere, fortæller Tami.

Fin omsætning

Læringskurven har været stejl for det nye købmandspar, men første sommer er gået over al forventning, er de enige om.

– Det er gået skidegodt! Udbryder Tami.

– Jeg synes, vi har fået helt utrolig meget positiv respons fra lokalbefolkningen og de mange gæster, som har været vant til at komme her i mange år. De har virkeligt været søde til rose os for vores varer og service, og vi måler ikke bare vores succes i penge, men også de relationer, vi skaber, fortsætter hun, og Thomas supplerer:

– Der er helt sikkert mange ting, vi kommer til at gribe anderledes an næste år, men jeg føler, at vi er lykkedes med at leve op til folks forventninger. At vi så også har kunnet generere noget profit, så vi kan betale vores regninger, er bare dejligt.


Et samlingssted

Frem mod efterårsferien holder parret åbent alle ugens dage fra morgen til aften, men i vinterhalvåret bliver der droslet ned på åbningstiderne. Her planlægger Tami og Thomas dog at udvikle forretningen med blandt andet kulturelle arrangementer og events.

– Det skal være samlingssted, hvor man kan noget mere end bare at købe letmælk og bake-off. Vi vil gerne skabe noget, der ikke kun er for de faste beboere, men også kan blive et sted, hvor folk kommer til udenfor sæsonen, fordi der er koncerter, spoken-word, foredrag, kunst eller lydvandringer, siger Thomas.

Er de så også købmænd på Tunø om et år?

Thomas er ikke i tvivl.

– Vi er stædige. Når vi har sat os for, at det her vil vi, så får vi det til at fungere. Vi giver ikke op. Men der er jo stadig mange erfaringer, som vi endnu ikke har draget, så spørg os igen om et år, for lige nu ved vi jo reelt ikke, hvordan det er at bo her i januar. Det glæder vi os til at finde ud af, og vi tror på, at vi får et godt liv, hvor vi foretager os nogle ting, der giver mening.

Om familien

  • Tami er uddannet fra kunstakademiet og scenekunstskolen
  • Thomas er uddannet HD i organisation. Han har arbejdet i flere brancher og været afdelingsleder i mere end 10 år
  • Thomas har Marie (15 år), og sammen har de Ønske (1 år).

Travl debut. Denne sommer har Tunø-færgen slået passagerrekord. Ifølge færgeselskabet tog 16.056 gæster færgen i juli måned, og det har man kunnet mærke hos købmanden, hvor Tami og Thomas har knoklet i butik og café.

© Copyright - Sammenslutningen af danske småøer