”Her behøver du ikke at leve op til noget, og du er aldrig alene på en ø”

– Bare jeg turde, udbryder bekendte af og til, når de hører, at Lærke og Matias er flyttet til en ø.

– Men det er jo slet ikke farligt. Tværtimod, som Lærke konkluderer, da vi sidder ved spisebordet i familiens lyse stue i lejligheden umiddelbart ved siden af købmandsbutikken.

– Der er mange i vores alder, som forsøger at skabe de helt rigtige rammer med det rigtige hus, den rigtige skole og de rigtige venner, men her behøver du ikke at leve op til noget, og du er aldrig alene på en ø, som hun siger.

Sønnen Eske Abel spiser rugbrødsmadder. Det udløser et bredt smil, da hans far dukker op i døren og kommer ind og sætter sig ved bordet. Butikken holder middagslukket, og der er tid til en fælles frokost.

I vinter ankom familien til Lyø og det job, som ikke lige lå i kortene. Lærke er uddannet keramiker, Matias er snedker, og ingen af dem havde sat deres ben på Lyø før sommeren 2025, hvor de var til jobsamtale. Men da de så opslaget om forpagterstillingen, var de ikke i tvivl om, at det kunne være et rigtigt match.

– Vi har i flere år ledt efter et job, hvor vi kunne lave vores håndværk om vinteren og så arbejde et sted om sommeren, hvor vi kunne sælge vores ting, og den her kombi var oplagt, som Lærke siger.

Matias nikker.

– Og det fede er, at der ikke er de samme typer som os i forvejen. Hvis vi var flyttet til Bornholm, er der jo allerede masser af keramikere og snedkere.

Forening i ryggen

Parrets største hovedbrud var økonomien, for hvilken omsætning kunne de egentlig forvente? Den foreningsdrevne købmand havde i mange år haft den samme forpagter, men da hun stoppede, måtte frivillige tage over i månedsvis, og det var svært at finde et regnskab at sammenligne med.

Alligevel satsede de. Solgte deres skurvogn og en campingvogn, så de havde råd til at købe varelageret og den første portion varer, og så var de købmænd på Lyø.

– Grunden til, at vi turde tage satset, var først og fremmest, at der var en følgeordning på færgen til Faaborg, så vi vidste, at vores søn kunne blive passet, og så fik vi helt fra jobsamtalen en fornemmelse af, at alle her har været meget interesserede i, at det skulle lykkes for os, fortæller Lærke, der sammen med Matias har oplevet at blive hjulpet godt i gang af foreningen bag købmanden, som jo selv havde drevet butikken, mens den var uden forpagter.

– Det gav en kæmpe tryghed og en fornemmelse af, at der er en masse mennesker, som kan hjælpe os med det, vi ikke selv kan finde ud af, fortæller Lærke.

Alle kender Eske

I januar åbnede Lyø Købmand med Lærke og Matias ved kassen. De stille vintermåneder har bl.a. givet familien mulighed for at lære lyøboerne at kende, og øens særlige fællesskab har overrasket.

– Før vi flyttede, havde jeg slet ikke en forestilling om, hvordan det ville være. Jeg troede, det var mere ligesom en landsby ude på landet, men noget af det særlige ved en ø er jo, at vi er så afhængige af hinanden, siger Matias.

Lærke nikker.

– Vi havde også rigtigt søde naboer, der hvor vi kom fra, men alligevel er det helt anderledes her, hvor man virkelig er noget for hinanden. Det giver et stort selvværd, at vi hver især er vigtige, og så er det altså bare en kæmpe gave, at alle kender Eske og hilser på ham, siger hun.