‘Man skal tro på, at det går godt’

Sådan siger det nye kropar på Endelave, der ikke var længe om at beslutte sig for at flytte til.

af Lene Terkelsen

Omgivelserne var skeptiske, da Marianne og Henning Brodersen sidste år flyttede til Endelave og overtog forpagtningen af øens kro. Men for ægteparret blev livet som øboer en positiv overraskelse og begyndelsen på et nyt liv, hvor de er herre i eget hus.

En kold decemberdag tog Marianne og Henning færgen til Endelave for at se på øens kro. Bygningerne var nedslidte og beskidte. De tidligere forpagtere havde ikke holdt mange sæsoner i jobbet, og der var med Mariannes ord, en ”dommedagsstemning” over stedet.
– Vi fik en masse skrækhistorier om, hvor dårligt virksomheden gik, men vi så det som en udfordring, fortæller hun.

Marianne og Henning Brodersen fra Fyn tog en hurtig beslutning og blev forpagtere af Endelave Kro. – Selvfølgelig havde vi tænkt os om, men man skal ikke overveje det for lang tid. Som vores datter sagde, da vores hus blev solgt på bare seks dage, ja så måtte det være meningen, at det var det, vi skulle, som Henning siger.

Parret tog en lynhurtig beslutning. Få uger efter var deres hus på Midtfyn solgt, og den 25. februar 2018 flyttede de ind på kroen.
– Vi ankom med sidste færge en søndag aften. Der var koldt, vi havde begge to influenza, og der sad vi i køkkenet med tre graders varme, husker Marianne.

Men allerede fra den første dag trådte den særlige hjælpsomhed, som parret hurtigt lagde mærke til, i kraft.
– Hvis man beder om hjælp herovre, så får man det, fastslår Marianne, der ved den kolde ankomst skrev på øens Facebookside, om de kunne låne noget opvarmning. Kort efter mødte en ældre mand op med en trailerfuld brænde, og en dame kom rullende hen ad gaden med en gasvarmer, fortæller hun.
– Vi opdagede hurtigt, at fællesskab og hjælpsomhed er en naturlig del af hverdagen på en ø. Alle yder, hvad de kan, så det kan fungere bedst muligt herovre.

Det hurtige, rigtige valg

Marianne og Henning har i flere perioder af deres liv drømt om at blive selvstændige og arbejde sammen. Henning var serviceleder ved et botilbud. Marianne havde en fortid som butiksslagter, men blev siden folkeskolelærer, og var efter en længere stressperiode sygemeldt. Parrets fire børn var flyttet hjemmefra, og de stod midt i livet. Måske var tidspunktet netop nu det rigtige?
Et spisested virkede oplagt, fordi Mariannes evner i køkkenet og Hennings håndværksmæssige færdigheder her kunne kombineres.
–  I slutningen af november googlede jeg ”forpagter 2018”, og så dukkede der det her op på Endelave, fortæller Marianne.
En ø, parret havde besøgt på et weekendophold én gang tidligere, men ellers ikke kendte til. I 1980’erne havde de boet på Torø ud for Assens, og de havde fra dengang positive oplevelser med ølivet. De blev bekræftet ved ankomsten til Endelave.
– Det er et unikt lille samfund, hvor man har tillid til hinanden, og ingen låser dørene. Vi holder øje med hinanden på en god måde, drager omsorg, men man kan også være alene, siger Henning, der er glad for, at parret traf en hurtig beslutning om at blive øboer.
– Selvfølgelig havde vi tænkt os om, men man skal ikke overveje det for lang tid. Som vores datter sagde, da vores hus blev solgt på bare seks dage, ja så måtte det være meningen, at det var det, vi skulle.

”Okay” overskud

Flere af parrets bekendte var dog skeptiske over beslutningen om at flytte.
– Folk spurgte: Hvad nu hvis I bliver syge? Hvad nu hvis det ikke kan køre rundt? Eller I ikke kan enes? Fortæller Marianne.
– Vi blev fra begyndelsen nødt til at sige: Jamen, hvad nu hvis det går godt? Vi ved ikke, hvad der sker i morgen, men det kan jo være, at det går godt. Vi måtte hele tiden spørge os selv: Hvad er det værste, der kan ske? Det ville være, hvis den ene af os faldt død om, men det ville jo også være slemt på Fyn, og måske er man ligefrem bedre stillet på en ø, hvor folk stimler sammen om dem, der er tilbage, siger Marianne, og Henning supplerer om den indledende skepsis:

– Fra starten fik vi at vide, at vi ikke skulle regne med, at der var noget at lave om vinteren, men det viste sig, at der var rigeligt.

I dag kan parret præsentere et ”okay” overskud, som de udtrykker det.
– Vi har ikke hævet noget løn endnu og tæret på opsparingen, men vi tror på, at vi kan lave en lille, sund forretning, siger Marianne.
Forklaringen er, ifølge dem selv, at de holder åbent – selv i stille perioder – og har valgt en indstilling, hvor alt kan lade sig gøre.

– Vi lukker gerne op, selvom de kun er for ti stykker smørrebrød, og vi har lige sagt ja til et bryllup, selvom jeg jo egentlig ikke er kok, fortæller Marianne.

Plads til forskellighed

Sæsonernes vekslen mellem mylderet af turister og vinterens fred og fællesskab er noget af det, parret sætter pris på ved deres nye liv.

– Om sommeren løber vi hurtigt, og der er kroen en turistcafé, men om vinteren fungerer vi mere som et forsamlingshus, fortæller Marianne, der oplever, at de lokale møder talstærkt op til arrangementer.

– Vi har fået rigtig god opbakning. I starten tror jeg, at flere tænkte: ”Hvad har de dog rodet sig ud i?” Der var mange, der syntes, at det var lidt synd for os, siger Marianne med et grin.
– Jeg oplever, at man herovre kan være den, man er. Selvom vi er få mennesker på øen, så er det et meget rummeligt samfund. Alle er forskellige, og alle er kommet hertil af forskellige årsager, men der er plads til os alle. Det er ret fantastisk at mærke, når man som jeg har været igennem en svær periode med stress og har haft vanskeligt ved at finde et sted, hvor jeg følte, at jeg kunne være, som jeg er, siger Marianne.

Ingen gode boliger

For parret har den største udfordring været at finde et sted at bo. De begyndte i en lille lejlighed, og nu bor de i et sommerhus. Planen er at flytte ind på kroen, selvom det ikke er optimalt i højsæsonen.
– Men det er svært at få noget i en ordentlig stand herovre, og faktisk er manglen på en ordentlig privatbolig noget af det, som på den lange bane kunne få os til at flytte herfra igen, siger Marianne.
Afstanden til børn og børnebørn har været et andet stort savn. Den yngste datter på 23 år er dog netop flyttet til Endelave, hvor hun skal hjælpe forældrene, når de til sommer overtager forpagtningen af både Lægeurtehaven og øens grill.

Et rummeligt samfund

Herre i eget hus. Det var det, Marianne og Henning ville være, da de forlod job og fastland, og det er det, de er blevet som selvstændige. Med alt, hvad det indebærer af usikkerhed og arbejdsuger uden øvre arbejdstid.

– Jeg elsker at fiske, og vi kan nærmest gå lige ud i vandet fra kroen, men selv efter mere end et år har jeg ikke pakket mit udstyr ud endnu. Der har simpelthen ikke været tid til det, som Henning siger.

Men det er alle timerne værd, fastslår Marianne.

– Vi har haft mere travlt, end jeg havde forventet, men nu kan vi skabe det arbejdsmiljø og det liv, vi gerne vil have. Det er blevet vores livs eventyr, og vi er rigtig glade for at være her.