Mød en øbo | TEMA: Børn fra øerne

Her er tid til at fange græshopper eller tage til stranden på en helt almindelig onsdag

Af Lene Terkelsen

Tryghed, natur og mulighed for spontane hverdagseventyr var en del af Laura Storms barndom, og de rammer ville hun gerne vende tilbage til efter at have læst i København og Aarhus. I dag har hendes tre børn en opvækst, der minder rigtigt meget om hendes egen.

Der var fastelavnsrasleture, hvor man kom helt ind i stuerne hos øens ældre. Der var friheden ved selv at kunne løbe over til en legekammerat. Trygheden ved at kende alle på øen, badeturene og fællesspisningerne som pludselig opstod, når en eller anden foreslog det. Skal vi tage til vandet? Spise sammen?

Laura Storm husker det hele. Måske særligt tydeligt, fordi hun i dag oplever det igen med sine egne børn.

– Man kommer jo hinanden meget ved på en ø, og det fællesskab er en dejlig ramme omkring et liv, fastslår Laura en lun augustdag, mens hun holder en kort pause på Munkegården, hvor hun arbejder som pædagog.

Sammen med sine forældre og søskende flyttede hun til Avernakø som fireårig. Forældrene havde sommerhus på øen, da de besluttede at blive øboer på fuld tid. I de første ti år havde familien dagpleje- og senere plejebørn boende, inden de i 2001 etablerede Munkegården, der er et specialpædagogisk behandlingstilbud til børn og unge med særlige vanskeligheder.


I skole på Lyø

Da Laura voksede op i 1990’erne, var der godt 20 børn på Avernakø. Skolen var nedlagt i 1991, så Laura og søsteren gik i skole på naboøen Lyø. Hver morgen blev de samlet op af skolebussen derhjemme for at blive kørt til færgen. Skolen på Lyø havde godt 40 elever fordelt på to klasser.

– Det var småt, men trygt. Lige uden for klasseværelset havde vi naturen, som vi kunne gå på opdagelse i, men ellers var det som enhver anden skole, hvor man tager på skiture og lejrskole.

Fra fjerde klasse gik Laura i skole i Faaborg. Det betød en længere sejltur, men færgen var ikke besværlig, mindes hun. Godt nok skulle de nogle gange tidligt afsted, fordi de skulle rundt om Lyø, men ombord trak de tæpper og puder frem for at sove lidt ekstra, og det var aldrig et problem at få kammerater med hjem og lege om eftermiddagen.

– De synes, det var lidt eksotisk, at jeg boede på en ø, og de ville gerne besøge mig – også fordi det var lidt sejt at sejle med færgen. Sådan er det også i dag, hvor jeg oplever, at vores børns kammerater synes, at det er spændende, at vi bor her.


Ung og afslappet

Om sommeren knoklede hun med sommerjobs på øen, og når vennerne fra skolen tog med hjem og besøgte hende, kunne de gå i ”Nakker-tøj”, som de døbte den mindre formelle stil.

– Her behøvede man ikke at tage pænt tøj på, for det hele var lidt mere afslappet. På Avernakø kunne man bare hygge sig og have det rart, fortæller Laura.

Som 16-årig tog Laura på efterskole, og bagefter flyttede hun til Faaborg, hvor hun skulle gå i gymnasiet.

– Igen var det bare rigtigt spændende at være en, der havde sin egen lejlighed.


Ud af byen

Efter gymnasiet rykkede Laura til København for at læse til pædagog, og da hun mødte sin kommende mand, Peter, flyttede hun til Aarhus for at bo sammen med ham og læse videre. Men de to unge opdagede hurtigt, at de tilbragte mange af deres weekender hos familien på Avernakø og Fyn.

– Vi kunne godt se, at det ikke gav mening at bo i Aarhus, når vi ikke drog nytte af bylivet. Så var det egentlig bare besværligt at bo på fjerde sal.

Parret ville tættere på naturen, og deres bankrådgiver rådede dem til at købe ”et lille begynderhus for ikke ret mange penge”, husker Laura. Men billige huse i små landsbyer på Sydfyn var ikke særligt fristende, syntes hun. Det var til gengæld Avernakøs tidligere præstegård, som var til salg. En stor gård med en kæmpe have, der på ingen måde levede op til betegnelsen ”begynderhus”.

– Men da vi havde set den første gang, vidste vi, at det var vores drømmebolig. Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg skulle flytte tilbage, men dem som kendte mig, sagde ”jamen, selvfølgelig”, siger Laura, der allerede i sin blå bog fra folkeskolen af klassekammeraterne var blevet spået, at hun ville ende på Avernakø.

– Og de endte med at få ret, siger hun med et grin.

Laura Storm er vokset op på Avernakø, og hun så det aldrig som en forhindring at bo på en ø. Godt nok skulle hun med færgen, når hun skulle i skole eller til fodbold, men der var altid nogle at følges med.

Avernakø

  • Ligger i det sydfynske farvand ud for Faaborg.
  • Den direkte sejltid til Faaborg er 30 min, og når færgen sejler via Lyø, er sejltiden 70 min.
  • Øen har 107 beboere, heraf en del børnefamilier.

Læs mere om Avernakø.

Laura Johanne Storm

  • 35 år
  • Uddannet pædagog og arbejder på det specialpædagogiske behandlingstilbud Munkegården, som hendes forældre har drevet siden 2001
  • Gift med Peter Smith-Sivertsen, der arbejder som lærer i Faaborg
  • Parret har tre børn på hhv. 3, 6 og 9 år
  • Familien bor i Avernakøs tidligere præstegård.

Flere børnefamilier

Da Laura og Peter flyttede til Avernakø i 2012, var der ganske få familier og børn. Men selvom øen ikke havde børnehus eller skole, og Lyø Skole i mellemtiden også var lukket, kunne Laura sagtens se en fremtid som familie. Hun ved, hvad det betyder for en øs udvikling, at der er børn, så da parret fik deres første barn, besluttede hun sig for at vise verden, at det sagtens kunne lade sig gøre at være børnefamilie på en ø.

– Jeg brugte rigtig mange kræfter på at være ambassadør for det gode ø-liv, og hver gang, der var en avis eller et blad, der spurgte, stillede jeg op til interview.

Indsatsen bar frugt, og gennem de seneste år er flere børnefamilier flyttet til Avernakø. Lige nu er der ni børn og to babyer på vej.

Tilflytningen har betydet, at en kommunal følgeordning, hvor øens børn ledsages af pædagoger med færgen hjem fra skole og børnehus i Faaborg hver eftermiddag, er blevet genoptaget, og ordningen har haft stor betydning for tilflytningen, oplever Laura Storm.

– Det er virkelig en af de faktorer, som betyder noget for, om folk med børn vil flytte til.


Mere tid

Laura Storms tre børn har en barndom, der på mange måder minder om hendes egen, fortæller hun. Den største forskel er nok, at deres bevægelsesradius er lidt mindre end den, hun selv havde i sin barndom.

– Vi havde nok mere frihed til at gå på opdagelse, uden at der var nogle forældre, der holdt øje med os, erkender Laura.

Børnene løber hjemmevant ind og ud af husene, og de er en del af øens mange faste traditioner, der følger årets rytme. Den travle sommer med gæster, fester og strandture, høsten, vinteren med foreningsarbejdet, og foråret med sine traditioner.

– Man skal ikke forsøge at opfinde sig selv. Der er bare så meget mening givet på forhånd, og det hele er trygt og velkendt, siger Laura.

Netop forudsigeligheden er noget af det, som hun sætter særligt stor pris på ved Avernakø.

– Jeg behøver ikke så meget i mit liv. Bare det at være herovre giver nok mening for mig. Så kan det godt være, at vi går glip af noget, men jeg oplever det ikke som en begrænsning. I bund og grund tror jeg ikke, at man bliver mere lykkelig af at gå til fodbold tre gange om ugen. Mine børn kan sagtens gå til en fritidsaktivitet i Faaborg én gang om ugen, men vi får ikke så travlt, at vi glemmer de små ting i hverdagen, som virkelig giver noget til livet. Her er tid til at fange græshopper eller tage til stranden på en helt almindelig onsdag. Det var jo netop det, jeg selv elskede som barn, og som jeg nu kan give videre.

I en hverdag med færre tilbud er der også plads til små spontane hverdagseventyr.

– Hvis nogle af de andre forældre foreslår, at vi skal spise sammen eller gå til stranden, er det nemt at sige ja, siger Laura, der lige nu slet ikke kan forestille sig at bo andre steder.

Det kan da godt være, at familien skal have en lejlighed i Faaborg, når børnene bliver større og skal videre med uddannelser, men basen vil altid være i præstegården, der har vist sig at være et livsprojekt og en fantastisk ramme for hele familien.

– Den anden dag sad vi ved aftensmadsbordet, da vores mellemste spurgte, om hun måtte arve præstegården, når hun bliver stor. Hendes søskende bød også ind, og så blev vi enige om, at de må dele, fortæller Laura.

© Copyright - Sammenslutningen af danske småøer