Opdaterede tal for landbruget på de små øer
Sammenslutningen af Danske Småøer har opdateret undersøgelsen Landbrug på småøerne – nu og i fremtiden fra 2022 med data for 2025.
Tallene viser en fortsat markant stigning i fjerndrift af landbrugsarealer på småøerne. I 2025 udgør fjerndrevne arealer 33,6 % af det samlede landbrugsareal mod 21,6 % i 2021.
Det fjerndrevne areal er steget fra ca. 2.586 ha til ca. 3.978 ha – en stigning på knap 54 %.
Det er en stærkt bekymrende udvikling.
På den baggrund fastholder Sammenslutningen af Danske Småøer følgende anbefalinger til regeringen, som vi har fremsat siden den første rapport udkom:
- Ø-støtte til landbrug på de 27 småøer bør være betinget af fast bopæl på øen, så ikke-fastboende landbrugere og virksomheder ikke kan modtage støtten.
- Loftet på 100 ha, som der kan opnås ø-støtte til, bør ophæves for fastboende landbrugere på øerne.
Ø-sammenslutningen arbejder for de bedst mulige rammevilkår for helårsbosætning, beskæftigelse samt hensyn til klima og natur på småøerne.
Ændringer i dansk og europæisk landbrugspolitik, herunder udmøntningen af den grønne trepart, kan få betydelige konsekvenser for småøerne. Da øerne har begrænsede muligheder for jordfordeling, kan nye støtteordninger og ændret arealanvendelse føre til tab af landbrugsproduktion, færre arbejdspladser og mere ensartede landskaber.
Ø-sammenslutningen opfordrer derfor til, at konsekvenserne for helårsbosætning, lokale arbejdspladser og øernes erhvervsgrundlag vurderes særskilt, når nye støtteordninger eller ændringer i arealanvendelsen gennemføres.
Du kan læse de opdaterede tal for landbruget på de små øer i vores Dokumentbank her:
Link til rapport om tal for landbruget på de danske småøer 2026




