Vedr. pulje til postbefordring inkl. bilag

Transportminister Thomas Danielsen (V) lancerede i maj måned i år en ny pulje til postbetjening af ikke brofaste øer med færre end 1000 beboere. Øernes kommuner får fremover ansvaret for at søge midler i puljen, som f.eks. kan gå til anlæg til breve og pakker på havne, lønmidler til hustandsomdeling af post på småøerne m.v.

Transportministeriet skriver om puljens formål: at etablere og opretholde en betryggende postbetjening på de mindre øer for håndtering af forsendelser reguleret af postloven, dvs. adresserede breve og pakker på op til 20 kg. Dette skal sikre, at borgerne på de mindre øer kan modtage og afsende breve og pakker f.eks. uden at skulle sejle over til fastlandet, og at de landsdækkende operatører har et kontaktpunkt på øerne, hvortil de kan aflevere og modtage forsendelser.

Fredag den 29. august var der frist for at indsende en interessetilkendegivelse om midler fra puljen. Herefter tildeler transportministeren – efter forhandlinger med ordførerne fra postaftalen fra 2023 – puljemidler til de enkelte projekter. Der er for andet halvår af 2025 afsat 5,4 mio. kr. i puljen.

Sammenslutningen af Danske Småøer har været i dialog med Dansk Avis Omdeling A/S (dao) og Færgesekretariatet og på den baggrund forsøgt at danne os et overblik over post-situationen efter 1. januar 2026.

Hvad ved vi?:

  • Efter 1.1.2026 ophører PostNord med at omdele breve, magasiner og aviser i Danmark.
  • Dao har allerede nu en landsdækkende licens til både breve, magasiner, dagblade og pakker og vil fortsætte med alle fire ydelser efter 1.1. 2026 – også på småøerne.
  • Der er en række postleverandører, der er godkendt til landsdækkende postbetjening af pakker (fx Dao, PostNord, GLS og Bring): de skal som udgangspunkt sørge for hustandsomdeling, medmindre andet er aftalt med modtageren (fx levering til postanlæg eller postbutik).
  • Dao er landsdækkende postvirksomhed for breve og her gælder der en minimumsforpligtelse: Det betyder at der skal finde husstandsomdeling sted minimum hver 5. hverdag (svarende til mindst en gang om ugen) for breve.
  • Desuden skal virksomhederne sørge for at der er mulighed for afsendelse af post.
  • Ovenstående gælder uanset om der søges midler i puljen. Puljemidlerne skal ses som et supplement til den landsdækkende postservice.
  • Vi forventer, at der kommer flere muligheder for at søge puljen til postbetjening, samt at puljen i de kommende år vil være på ca. 11 mio. kr. årligt.

Sammenslutningen af Danske Småøer vil i løbet af efteråret samle op på hvordan de forskellige øers postbefordring bliver efter 1.1.2026

Bilag 1 DAO oversigt over post til småøer

Bilag 2 Renz materiale og prisliste

Bilag 3 Orienteringsbrev fra Trafikstyrelsen til kommuner