Sundhed og beredskab

På enkelte af vores øer er der stadig bosiddende praktiserende læger, men ellers skal man typisk en tur på fastlandet for at besøge lægen. I tilfælde af livstruende sygdom eller ulykke, så er vi øboere faktisk bedre stillede end i mange andre landdistrikter. For når uheldet er ude, så stiller Forsvarets redningshelikoptere sig til rådighed, og de er fremme på kort tid.

Som noget nyt, er der på flere øer blevet etableret frivillige samaritter-korps. De frivillige er uddannet i udvidet førstehjælp. De rykker ud og foretager en præhospital indsats i akutte situationer og holder gerne i hånden indtil de professionelle reddere er fremme.