På ti af vores øer er der egen skole. Bortset fra Anholt, så er der tale om skoler, hvor man typisk efter 4.-7. klassetrin fortsætter skolegangen på en fastlandsskole.
På øer uden egen skole, tager børnene færgen til skole. På øer med kort sejltid er det problemfrit, og vel at sammenligne med skolebusser i landdistrikter.
Indrømmet, på øer med lang sejltid og uden egen skole, så skal man nok være af en særlig støbning for at vælge at bosætte sig med skolesøgende børn.

På ø-skoler er differentieret undervisning og tværfaglighed ikke et moderne begreb; Det har været praksis i årtier.
På en ø-skole med ti til tyve elever fra f.eks. 0.-4. klassetrin og to til tre lærere, er det oplagt at undervise på tværs af klassetrin, og ingen elever risikerer at blive overset eller forsvinde i mængden.

Ellers er et børneliv på de små øer nok, som det er andre steder. Ø-børn gamer også og ser tegnefilm. Alligevel er det som om, at børn på øerne får lov til at være børn lidt længere. Mobiltelefoner, snapchat, tik-tok, modetøj osv. begynder først at betyde noget langt senere for ø-børn – typisk når de rykker over i en større skole på fastlandet.

Børn på øerne leger i langt højere grad sammen på tværs af alder og køn end mange andre steder. Man kan sige, at de af nødvendighed lærer at være mere socialt rummelige. Hvis man f.eks. skal arrangere en rundboldkamp, finder børnene hold blandt kammerater i alle aldre.

På mange af øerne er der dagplejetilbud eller egentlige dagsinstitutioner, som tilbyder pasning af børn i førskolealderen.
Ellers går børn på øer med kort sejlafstand typisk i institution på fastlandet, mens mor og far er på arbejde.